Vidste du, at hunde også kan få feber, nøjagtig som vi mennesker? Her er det også et symptom på, at hunden er ramt af sygdom. Men hvordan ved du, om din hund har feber, og hvad skal du gøre for at klarlægge årsagen bag? Det kan du læse mere om her.
Tegn på at din hund har feber
Uanset om du har en cocker spaniel, en schipperke eller en hvilken som helst anden hunderace, kan den blive ramt af feber. Mange tror, at en varm snude betyder, at hunden har feber, men det er ikke nogen tommelfingerregel. Snudens temperatur kan nemlig variere ganske meget. Bedre indikatorer for, at din hund har feber, er, at den har rysteture, hurtigere vejrtrækning og manglende appetit. Derudover kan vægttab ligeledes være et tegn på feber.
Hvordan måler du din hunds temperatur?
En hunds normale kropstemperatur ligger typisk mellem 37,9-39 grader, men det kan godt variere fra hund til hund. Har hunden leget og løbet, kan temperaturen være en del højere end normalt. Vent derfor med at måle, til hunden er faldet mere til ro. Ønsker du at tage din hunds temperatur, skal du bruge et termometer, og du måler det mest nøjagtigt i endetarmen. Hunden vil højst sandsynligt ikke kunne lide at få taget sin temperatur. Derfor skal du sørge for, at den er afslappet samt at tale roligt til den, imens det gøres.
Hvad gør du, hvis din hund har feber?
Viser temperaturen, at du har en hund med feber, bør du kontakte dyrlægen, så I sammen kan finde den underliggende årsag. Oftest er feber et symptom på sygdom, og det er kun dyrlægen, der kan klarlægge, hvilken sygdom der kan være tale om. Det bliver typisk gjort via en blodprøve eller urinprøve. Når årsagen til den forhøjede temperatur er fundet, kan hunden få den rette behandling og blive rask igen.