Et godt stykke rugbrød med dit yndlingspålæg. Lyder det lækkert?
Det kunne for eksempel være med ristet torskerogn med remoulade og ristede løg eller leverpostej med sprøde asier.
Har du lyst til et stykke dansk smørrebrød kan du få det der skal til lige her. Hos Danmark med Posten kan du lægge det du mangler i kurven, så kan du glæde dig til en god mad om et par dage.
Hvad skal du have på dit danske smørrebrød?
Vidste du at……
Smørrebrødet er en stolt og velsmagende tradition. I midten af 1800-tallet havde arbejderne virkelig brug for energi i løbet af dagen og i frokostposen. Den madpakke, de bragte med sig var brød med noget påfyldning fra gårsdagens middag, såsom et stykke stegt fisk eller kød.
Over tid udviklede smørrebrødet sig fra en simpel arbejdsfrokost til et dansk madhåndværk. En af dem, der gjorde dansk smørrebrød kendt over den ganske verden, var vinhandler og restauratør Oscar Davidsen. Han blev berømt for sin smørrebrødsseddel på 140 cm med op til 190 varianter.
Basen i smørrebrødet er stadig en skive af groft og saftigt fuldkornsbrød, men toppings varierer uendeligt. Typisk er der flere stykker pålæg på et stykke dansk smørrebrød og også flere forskellige slags tilbehør. Man vil oftest ikke kunne se selve brødet når der er tale om smørrebrød og det vil typisk være nødvendigt med kniv og gaffel.
En håndmad
En håndmad derimod er noget lettere at gå til og her vil brødet fylde mere end pålægget og der vil tit kun være en slags tilbehør. Håndmadder er væsentligt lettere at have med i madpakken og der bliver spist rigtig mange af dem i Danmark.
Blandt de klassiske varianter er den stegte rødspætte med remoulade, torskerogn med remoulade og ristede løg og selvfølgelig æg og rejer. Nogle smørrebrøds-opskrifter er så klassiske, at de har deres egne navne, såsom Sol over Gudhjem med blandt andet sild, radiser, rødløg og en æggeblomme.
Smagscirklen
Kokke landet over snakker om umami og hvordan man får alle indtænkt hele smagspaletten i nutidige retter, men smørrebrød har allerede det hele. I stort set alle slags smørrebrød finder du sødt, salt, bittert, surt og umami, så selv om man ikke kendte til smagscirklen for over 100 år siden, passer smørrebrød alligevel perfekt ind.